'Legion' foregår på kanten af dommedag, hvor en pige bliver gravid med menneskehedens kommende frelser. Da Gud bestemmer sig for at udslette menneskeheden og begynde forfra må hun og en lille gruppe må tage kampen op mod de angribende engle.
Jorden går under – igen Når man lader øjnene løbe ned af rollelisten til denne bibelske dommedagsfilm, finder man mange kompetente skuepillere - ikke mindst Paul Bettany og Dennis Quaid. Desværre er de mange gode skuespillere på ingen måde nok til at hive dette spetakel af en film op på et nogenlunde seværdigt niveau.
Engle og dæmoner Hovedparten af Legion udspiller sig i en ”diner” i et gudsforladt område af en af de amerikanske ørkenstater. En tilfældig skare af folk samles på den lille restaurant/benzinstation uvidende om, at de inden længe sammen skal forsøge at redde hele menneskeheden. Her præsenteres vi blandt andet for den sorte fyr med en kriminel fortid, det rige ægtepar med den rebelske teenagedatter, den noget udbrændte ejer (Quaid), hans søn og sidst, men ikke mindst den gravide servitrice Charlie, der er i tvivl om hun vil beholde barnet. Allerede i præsentationen af persongalleriet får man fornemmelsen af, at man har set det hele før, men i kraft af de udmærkede skuespilspræsentationer hænger man stadig på.
Snart bliver freden i den lille diner forstyrret, da en sød gammel dame kommer ind for at spise. Hun viser sig nemlig at være et dæmonlignende væsen med hang til at kravle rundt på væggene og angribe gæsterne. Dette optrin er noget nær filmens højdepunkt.
At det ikke er en helt almindelig dag bekræftes da den hårdkogte Michael (Bettany) kommer til hjælp med en bil læsset med slagkraftige våben. Der er flere af ”dem” på vej. Nå ja, Michael er forresten engel og er deserteret fra Guds hær.
Her starter vanviddet for alvor og uden at afsløre for meget bliver den lille diner midtpunktet i en episk kamp mellem engle og dæmoner (eller er de også engle?) med menneskehedens fremtid på spil. Mellem kampene serveres der håbløse og ligegyldige dialoger mellem vores ”helte”. Hvorfor er det i denne slags film, at alt imens dæmoner og andre forfærdelige bæster flyver om ørene på karakterene og deres venner og familie dør omkring dem, så kan folk stadig finde overskud til at snakke om ting der antyder, at de ikke helt har opfattet, at de med stor sandsynlighed vil blive spist på en højst bestialsk måde af en flok sultne zombie-lignende engle/dæmomer, før de får færdiggjort deres samtale.
Gud har forladt os Legion er en meget rodet og fjollet film. Den tager sig selv meget alvorligt i modsætning til lignende film som f.eks., From Dusk til Dawn. Hele dommedagstemaet er for tiden så overbrugt at der er andre bedre tilbud derude. Man kan til sidst fristes til at sige at gud i sandhed har mistet tilliden til os, når han fortsætter med at tillade film som Legion at blive lavet.
Neishaw Ali, Steve Beswick, Garrick Dion, David Lancaster, Michel Litvak, Garth Pappas, Marc Sadeghi, Peter Schink, Brad Southwick, Gary Michael Walters
Special Effects:
SPIN VFX, SPIN West VFX, Optic Nerve Studios, Great FX