I drama-komedien ”Margot at the Wedding” sætter instruktøren Noah Baumbach fokus på, hvordan man lærer at holde sig selv og sin familie ud - samtidig... Med sylespids akkuratesse og på uforfærdet ærlig vis beskrives de konflikter og tragikomiske situationer, der opstår når familielivet rammes af sorg og efterfølgende store omvæltninger. Noah Baumbach, der instruerede "The Squid and The Whale" har også denne gang skrevet filmens manuskript. Hovedrollerne spilles af Nicole Kidman og Jack Black og man kan desuden opleve John Turturro og Jennifer Jason Leigh.
Lad dig endelig ikke snyde af denne films genrebestemmelse: komediedrama, Margot at the Wedding er en af årets absolut mest deprimerende film!
Der er ikke meget positivt livssyn at komme efter i Noah Baumbach nyeste drama om den mest dysfunktionelle familie, man nærmest kan forestille sig. Alt er bare trist, gråt og besynderligt, uden egentlig kærlighed, humor eller lignende, der kunne gøre dagen lidt lysere. Det eneste, der kan gøre en bare nogenlunde i godt humør efter at have set denne film er erkendelsen af, at lige meget hvor dårligt fungerende ens egen familie så måtte være, så er det intet i forhold til denne.
Det deprimerende islæt gør bestemt ikke Margot at the Wedding til en dårlig film, den er faktisk ganske god, men der er dog grænser for, hvor tør og fuldstændig glædesforladt en fortælling, der bliver kaldt komedie, bør være. Man skal i hvert fald vide, hvad man går ind til, for hvis man er opsat på en skæg aften i byen, ja så er det nok ikke lige her, man skal begynde.
Nicole Kidman spiller rollen som den på overfladen kontrollerede men i virkeligheden temmelig psykisk ustabile Margot glimrende, og ens opfattelse af hende transformeres på interessant vis, efterhånden som man kommer ind på livet af hende. Måden hun i begyndelsen overbeviser en om, at det er søsteren Pauline (Jennifer Jason Leigh), der er galt på den, står i voldsom kontrast til det had, man nærmest føler mod hende og især hendes måde at være mor på, når rulleteksterne løber over lærredet. Det er skuespil af høj klasse, men hvor er det dog ualmindeligt deprimerende.
Jack Black leverer som Paulines kommende mand de få humoristiske indslag, filmen har at byde på, men selv han viser sig at være lidt af en idiot, og det bliver efterhånden svært at føle andet end en blanding af foragt og medlidenhed for nogen af filmens karakterer, lige med undtagelse af de stakkels børn, der står i midten af hele dette vanvid. Det er næsten ikke til at bære den stakkels Claudes søgen efter accept og kærlighed fra moderen Margot, for det er da for alvor et usundt forhold mellem mor og søn, og man ønsker ham bare langt, langt væk.
Noah Baumbach instruerede i 2005 den Oscar-nominerede The Squid and the Whale, der på mange måder minder om Margot at the Wedding. Hvor den sidstnævnte kun er deprimerende, havde den første derimod noget andet over sig. Man havde faktisk lyst til at se den igen og var ikke fuldstændig udmattet efter synet, men med Margot at the Wedding bliver man da for alvor opmærksom på instruktørens ufatteligt ringe tiltro til familielivet og mennesket som sådan. Det er egentlig en god film, der bringer ting til eftertanke, men at se den igen, det gjorde jeg ikke, og derfor får den tre stjerner.
