Én enkelt kvindes modige stemme og insisteren på at blive hørt kan åbne en lukket verden af uretfærdighed, hemmeligheder og korruption. Iran 1986, Ayatollah Khomeini har netop overtaget magten i landet. Den franske journalist Freidoune Sehebjam (Jim Caviezel) gør ophold i en lille landsby. Her møder han kvinden Zahra (Shohreh Aghdashloo), der har en både rædselsfuld og fascinerende historie at fortælle. Baseret på virkelige hændelser skildrer Soraya M. en landsbys nådesløse forfølgelse af en uskyldig kvinde. Hvem vil lukke øjnene og være medløber og hvem har modet til råbe op og kæmpe mod uretfærdigheden?
Stening er ikke et emne, der normalt bliver taget op i filmens verden, og netop derfor er Cyrus Nowrasteh’s film Soraya M så vigtigt et emne. Det er en film, der – ligesom sin hovedperson Zahrah - tør stå frem og fortælle verden om de grusomheder der stadig finder i sted i verden. Et dokument for de modige der vover at tale for retfærdighed – især i en del af verden, hvor demokrati er så ilde set.
Soraya er en ung kvinde i en lille iransk landsby. Hun er gift med den voldelige Ali, der har besluttet sig for at gifte sig med en kun 14-årig pige. Han har ikke råd til at have to koner, og vil derfor skilles fra den besværlige Soraya. Han beslutter sig – sammen med byens hellige imam at beskylde hende for utroskab, der ifølge den lokale lov, straffes med stening. Dermed er Ali af med Soraya og behøver ikke betale det hustrubidrag, han ikke har råd til.
Soraya M er en film, der er svær ikke at kunne lide netop på grund af sit emne. Det er en så frihedselskende og næstekærlig film, at den med al selvfølgelighed bør respekteres for sin portrættering af emnet. Selve steningen af Soraya vises i sin fulde længde, og er brutal i sin langsomme gengivelse af hendes død. Hver mand, der kender hende skal kaste hver sin sten, hvorefter alle – efter lang tids venten – kan komme af med deres helt eget had, der intet har at gøre med denne kvinde, der er halvt begravet i jorden. At stening stadig er praktiseret er, mildest talt, uforståeligt og med dette i mente, fortsætter instruktør Cyrus Nowrasteh på surrealistisk vis scenen ved at lade en omvandrende trup af underholdere komme forbi landsbyen. Da de ser, at en stening er i gang, forlader de ikke stedet, men bliver der i stedet for at underholde.
Den virkelige heltinde i Soraya M er dog ikke titelrollen, men derimod Zahra, hendes moster. Hun bliver spillet med stor indlevelse af Shohreh Aghdashloo, man tidligere har kunnet se i den melankolske The House of Sand and Fog, som Aghdashloo også fik en Oscarnominering for. Zahra’s store mod og kærlighed til niecen, er hvad der driver tilskuerens dominerende interesse for begivenhederne. Med sin egenrådighed og overbevisning om, hvad der er rigtigt og forkert, er Zahra i Aghdashloo’s skikkelse en gribende fornøjelse (hvis dette er det rigtige udtryk) at se på det store lærred.
På trods af det forfærdelige emne og portrætteringen af en landsby så forladt af al medfølelse, ender Soraya M alligevel på positiv manér. Det er en film, der kender til det onde i verden, men som alligevel vælger at tro på det gode i mennesker. Historien om Soraya M er baseret på virkelige hændelser, og det er med den viden, at Nowrasteh vælger at sætte fokus på de mennesker, der udsætter sig selv for fare ved at fortælle historien videre. Det er både et sympatisk og vigtigt træk at lade tilskueren vide at der er nogle, der er villige til at kæmpe, for dem der ikke kan.
