I den nyeste film i Stephenie Meyers forrygende succesrige Twilight serie, når de romantiske sammenstød mellem dødelige og vampyrer nye højder, da Bella Swan (Kristen Stewart) bevæger sig dybere ind i den overnaturlige verdens mysterier, som hun så desperate ønsker at blive en del af – men kun for at stå over for større farer end nogensinde før.
Efter Bellas katastrofe af en 18-års fødselsdagsfest, tvinges Edward Cullen (Robert Pattinson) og hans familie til at forlade Forks, Washington, for at beskytte hende mod sin verdens livsfarlige væsener. Mens Bella halvhjertet og ensom forsøger at interessere sig for sit sidste skoleår i gymnasiet, oplever hun efter lidt tid, at hun - hver gang hun kommer i fare - ser Edwards ansigt lyslevende for sig.
Men hendes stærke ønske om at være sammen med ham – næsten for enhver pris - driver hende lidt efter lidt til at tage større og farligere chancer.
Sammen med en af sine gamle skolekammerater, Jacob Black (Taylor Lautner), sætter Bella en gammel motorcykel i stand for at have noget at køre på, når hun drager ud på eventyr. Bellas hjerte, der stadig er dybfrosset efter Edward, tør dog en smule op over det spirende venskab med Jacob, der dog efterhånden viser sig at være medlem af den mystiske Quileute stamme og skjuler sin egen private, overnaturlige hemmelighed.
Da Bella tilfældigt konfronteres med en tidligere fjende, er det kun fordi et kobbel overnaturligt store ulve redder hende, at hun overlever en skæbne, der er værre end døden. Episoden gør det skræmmende klart for hende, at hun stadig er i livsfare. I en kamp mod uret finder Bella både ud af Quileuternes hemmelighed og Edwards virkelige grund til at forlade hende.
Hun må også tage stilling til muligheden for en dødelig genforening med sin elskede, der dog får et noget andet resultat end det, hun har drømt om.
New Moon er fyldt til bristepunktet af endnu større følelser, non-stop action og spænding end sit udgangspunkt, der allerede gjorde Twilight til et verdensomspændende fænomen.
Så er det tid til endnu engang at erklære sig på ”Team Edward” eller ”Team Jacob”, og sidstnævnte henter rigtig mange point i denne filmatisering af den anden bog i Twilight-sagaen, ”New Moon”. Hvem havde troet, at den lille dreng, der spillede Jacob Black i den første film, kunne blive så buff, som traileren mere end antyder? Hvem troede, at han ville leve op til den forestilling, man får af ham, når man læser ”New Moon”? Ikke mig. Men min tvivl er gjort til skamme nu. Jacob Black er i ”New Moon” blevet en mere end værdig konkurrent til Edward, både i fysik og karisma.
Jeg kan ikke andet end rette denne anmeldelse til andre Twilight-fans, for det er dem, filmen er lavet til. For drenge, tag endelig ikke fejl af vampyrerne og varulvene. ”New Moon” er en film for hovedsageligt kvindelige fans og en film, der vil kede ikke-fans og fyre bravt. Og den kan ikke ses for sig selv. At sætte sig til at se den uden at have set ”Twilight”, svarer omtrent til at sætte sig ned og se ”De To Tårne” uden at have set de andre ”Ringenes Herre”-film: Det giver ingen mening. Ud over det har folk, der har læst bogen en fordel i og med, at de næsten ved, hvad der venter i hver scene. Hvis man ikke kender bogen, kan jeg forestille mig, at man vil finde ”New Moon” en meget langsommelig og lidt ensformig affære.
Action er ikke bogens stærkeste side, og det bærer filmen præg af. Der er nogle få, men meget flotte actionscener, hvor der virkelig sker noget, men så falder filmen igen tilbage i sit adstadige tempo. Men spørg en Twilight-fan om, hvorfor de læser bøgerne/ser filmene og ikke en vil svare, at det er pga. actionscenerne.
Filmen tager sig selv lidt for alvorligt, så det er befriende, når der endelig er en scene, man kan grine lidt af. Men jeg kom til at tænke på sæbeoperaer flere gange i løbet af den, og det er, fordi der i næsten alle filmens scener kun optræder to personer, som enten står meget tæt på hinanden og taler eller også kysser/næsten kysser. Og det ledsages af et utroligt intetsigende og sjælløst score, som er meget skuffende i forhold til ”Twilights” fantastisk stemningsfyldte underlægningsmusik. Det element savnede jeg virkelig i ”New Moon”. Men så kan jeg som Twilight-fan heller ikke sætte finger på mere.
Som fan bliver man forkælet med alle de vigtige scener fra bogen. Personligt var jeg meget glad for at se den akavede scene, hvor Bella er i biografen med både Mike og Jacob. Eftersom Edward er fraværende fra det meste af bogen, har man valgt at lade ham optræde som en slags ånd, i stedet for bare at være en stemme, og det er en ret god beslutning. Kærlighedstrekanten mellem Edward, Bella og Jacob kommer for alvor i gang, og selv om man er inkarneret Team Edward-medlem, så skal man være hjerteløs for ikke et par gange at synes, at Bella bør opgive den dumme, kolde vampyr og vælge den søde, varme ulvedreng. De to fyre er hinandens modsætninger og dødsfjender, og det er det, der gør forholdene så intense og medrivende. Og nok også det, der gør, at vi er mange, der glæder os til en ganske bestemt scene med en sovepose i den næste film.
”New Moon” er en film, som Twilight-fans, men kun Twilight-fans vil elske. Den er tro mod bogen og på ingen måde skuffende, men den tryllebinder ikke på samme måde, som den første film gjorde. Den kan klart anbefales, men husk ørepropperne, for hvis jeg ikke tager meget fejl, vil der i biografernes mørke lyde lystige pigeskrig, hver gang, man ser en nøgen overkrop i filmen. Så drenge, lad pigerne om at se denne film.